Nedbring madspild i hjemmet – fokusér på planlægning af dine indkøb

Når du undgår madspild, gør du noget godt for det klimamæssige ressourcespild, som madspild udgør. Samtidig er det en god idé at mindske madspild i en tid med stigende fødevarepriser og inflation.

Der er mange grunde til madspild i hjemmet. Men helt overordnet kræver det god planlægning af dagligvareindkøbene, et godt kendskab til opbevaring og gode evner til madlavning, hvis madspild helt skal undgås.

Det kommende blogindlæg fokuserer på alt det, du selv kan gøre for at nedbringe madspild i hjemmet. For mange af os, der vil smide mindre mad ud, handler det om at lave om på vores vaner, og det kan være svært. Her får du vores bedste tips til, hvordan du kan undgå madspild, når du planlægger dine indkøb.


Tjek skabe, skuffer, fryser og køleskab før du laver en indkøbsliste 

  • Tag udgangspunkt i det, du allerede har, når du køber ind. Tjek om du har et lager af mad liggende af fx pasta, hvedemel, ris og bønner. Vi kan nemt glemme, hvilket mad vi har i forvejen, og så kan vi ende med at købe nyt, selvom vi havde madvaren i forvejen. Dan dig et overblik over, hvad du allerede har, og køb ind efter det.

  • Når du har overblik over, hvad der ligger i dine skabe, skuffer og i dit forråd af tørvarer, bliver det nemmere for dig at købe de varer, du rent faktisk har brug for i supermarkedet. Bagefter kan du nemt supplere med ekstra fødevarer.


Lav en madplan

Når du skal lave en god madplan, der holder, er planlægning afgørende.

  • Lav en madplan, og lav en indkøbsliste ud fra din plan. Sørg for, at madvarerne går igen i flere retter, så maden bliver brugt op.

  • Hvis du bor sammen med andre, så tal med din roomie, kæreste eller familie om, hvad de gerne vil spise i løbet af ugen, og hvad; i har planer om, der kommer til at ske,  så I kan planlægge ud fra alles ønsker og aktiviteter.

  • Internettet og kogebøger er fuld af lækre opskrifter. Søg efter opskrifter med de madvarer, du har, der skal spise først. Der er helt sikkert mange muligheder for, at du kan lave noget lækkert.

  • Vælg fleksible løsninger. Lange ugeplaner ryger tit i vasken, fordi vores planer ofte ændrer sig. I stedet kan det give mening at lave korte 2-dages moduler, der kan byttes rundt.

  • Gør plads til spontanitet og improvisation – læg fx en dag ind til det hver uge.


Skriv en indkøbsliste

  • Hvis du handler uden at vide, hvad du præcis har brug for, er der større risiko for, at du laver fejlkøb. Indkøbslisten er et godt redskab til at undgå madspild. Lav den altid, før du går hjemmefra, og hold dig til den.

  • Det er også en god idé at planlægge din indkøbsliste, så du har mad til mange dage. Det hjælper dig med at undgå uplanlagte fristelser i supermarkedet.

  • Det kan være en god idé at købe nogle typer af fødevarer i store mængder. Det gælder blandt andet dåser og tørrede varer, fordi de har en lang udløbsdato. Dem kan du altid bruge til de fødevarer i dit køleskab, der har en kort udløbsdato. Tænk gerne dette med, når du laver indkøbslister. Forsøg at køb mindre af de fødevarer, der skal bruges nu og her, når du laver din madplan.

  • Gå efter at finde retter med nogle af de samme ingredienser. Bær kan fx både bruges i morgenmad, salater og smoothies.


Sørg for at være mæt, inden du handler ind

Sult kan let friste dig til at handle mad impulsivt. Derfor kan du være mere tilbøjelig til at købe for meget mad, når du handler ind.

Gode apps til at undgå madspild, når du planlægger dine måltider er:

For Resten

For Resten er udviklet af Forbrugerrådet Tænk. Her kan du få opskrifter og andre tips, der hjælper dig til at minimere dit madspild. Appen giver dig en oversigt over en masse råvarer, og under hvert madvare får du at vide, hvordan du kan se, om du stadig kan spise det. På den måde får du indblik i, hvornår noget er for gammelt. Og så kan du bruge For Resten til at søge på en madvare i dit køleskab, og få forslag til retter, du kan bruge resten til. Appen er gratis og udviklet af Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer.

Plant Jammer 

Plant Jammer giver dig  inspiration til, hvilke retter du kan lave med de grøntsager, du gerne vil have brugt i køleskabet. Du kan bruge appen til nemt at lave mad med dens måltidsplan og opskriftsudvikler. Opskrifterne i appen er vegetariske og veganske, og der er mange at vælge imellem. Hvis du mangler nogle ingredienser for at kunne lave en ret, kan du få en færdig indkøbsliste i appen.

NoWaste: Organiser madvarer

Med NoWaste kan du få et overblik over, hvilke madvarer du har derhjemme. Du kan lave lister og tilføje madvarer, så du altid ved, hvilke madvarer du har i køleskabet og køkkenskabene. Du får samtidig at vide, hvor længe de de forskellige råvarer kan holde sig, så du undgår at smide noget ud, der stadig kan spises.

I appen kan du lave en indkøbslister, og hvis du tilføjer en råvare til indkøbslisten, som du allerede har derhjemme, får du det at vide. På den måde undgår du at købe madvarer, som du allerede har. Man kan logge flere ind på samme bruger og tilføje profiler. Hvis I bor flere i husstanden, kan alle i husstanden dele indkøbsliste og tilføje madvarer.

Hofretter 

Hofretter kan hjælpe dig med at mindske dit madspild ved kun at købe ind til det mad, du spiser og ved at planlægge dit forråd godt. Du kan bruge appen til nemt og overskueligt at lave din egen madplan. Appen har allerede mange opskrifter liggende, men du kan også selv indtaste dine Hofretter og fordele dem over ugen.

Du kan lægge din madplan uge for uge i appen og kan nemt rette i planen og tilføje nye fødevarer. Hvis du ikke spiser op den ene dag, kan du trykke på ’rest’-knappen, så den automatisk står på, at du næste dag skal spise rester. Du kan også bytte om i dagene, så du undgår at købe ind til ting, du alligevel ikke spiser.

I søgefunktionen kan du indtaste en ingrediens, du har lyst til, eller som du har liggende i køleskabet. Så vil appen foreslå en ret med det. Det gør det lettere at få inspiration til flere opskrifter med samme ingredienser.


Apps til din indkøbsliste 

Når du har lagt en madplan, skal du ud og købe ind. Til det findes der mange indkøbsliste-apps, der er tilgængelige gratis.

Du kan få hjælp til din madplan i fx Coops indkøbsliste-app eller i Simpler Groceries indkøbsliste, hvor du kan søge på varer og tilføje til indkøbslisten.

Du kan også nemt krydse af, når du har lagt dine varer i kurven og opdele varerne i kategorier, så det passer med den rute, du går. På den måde kan du nøjes med at gå på indkøb én gang.

Se, hvad vi ellers skriver om HER

Læs også: Spis efter sæson – Novembers grøntsager